Premieredato 16. jul. 2024

Har du et godt forhold til dine naboer? En iværksætter har udviklet en app, der kan gøre det lettere at være en hjælpsom nabo. Mød også Fysikklubben, der har solceller med, så festival-gængere kan få opladet deres mobiler bæredygtigt. I det Cirkulære Laboratorium på Roskilde Festival finder du desuden opskrift på fred og ro, genbrug af tøj og en bæredygtig blomsterkanon.

Visesanger, troubadour og komponist Erik Grip har de sidste 60 år betrådt næsten samtlige scener i Danmark. Han blev kendt for sin fortolkning af Frank Jægers digte i 1975. Karrieren tog fart i Smøgens Visevershus i Tivoli i 60´erne. Så kom festivalerne i Tønder, Skagen, Tarm, Ringe og Frederikssund, Roskilde og Den Smukkeste i Skanderborg.

Roskilde TV har i to udsendelser spurgt en række Roskilde-personligheder om, hvad der for dem er den helt rigtige sommer-oplevelse i Roskilde. Hvilke steder i Roskilde og omegn, skal de simpelthen opleve hver sommer? Hvad er sommer i Roskilde for dem? Vi møder her i den anden udsendelse Joy Mogensen, medforpagter på Roskilde Danhostel, Morten Thomsen Højsgaard, Museumsdirektør for ROMU og Jeanette Juul Dalsgaard, restauratør på Raadhuskælderen. De har valgt deres yndlingssteder. Det er hhv. Roskilde Havn, parken Roskilde Ring og Raadhuskælderens have ved Domkirken - og dér mødes vi med dem. Vi hører om, hvorfor det lige netop er de tre steder, der betyder så meget. Vi får samtidig gode ideer til andre steder, der er et besøg værd, når man bevæger sig rundt i Roskilde-området. Her får du altså en række inside-tips, der både kan bruges, hvis du vil lære din by og egn at kende på en ny måde, og hvis du skal besøge byen som turist for første gang.

JERSIE FORSAMLINGSHUS er det kulturelle samlingssted i landsbyen Jersie. Her samles man til møder, generalforsamlinger, fælles-spisning, fester samt ikke mindst musikalske og andre kulturelle arrangementer. Lokalerne byder på originalitet, kultur, hyggeligt samvær og veltillavet dansk mad. Alt sker i et samspil mellem arrangør, gæster og værten Talli Kurland. Jersie Forsamlingshus har tilbudt de perfekte rammer til selskaber og events siden 1898.